Pressemeddelelse
11. marts 2017
 
 
 
 
 
 

Kriminaliteten i Nivå falder kraftigt

 
 
 
 

På blot to år er kriminaliteten i Nivås udsatte boligområde halveret og ligger nu langt under gennemsnittet for Nordsjælland. Det viser nye tal fra politiet, som hvert år beregner den såkaldte kriminalitetsscore i hele landet. 

 
 
 
 
IMAGE
 
 
 
 

"Det er en virkelig god nyhed, som jeg håber, er med til at give større tryghed hos alle borgere i Nivå, siger borgmester Thomas Lykke Pedersen, og fortsætter:

 

"Sidste år så vi et tilsvarende stort fald i det udsatte område i Kokkedal, og nu er Nivå også med og ligger med en kriminalitetsscore på kun 5 langt under gennemsnittet på 8,7 i hele Nordsjælland. Det er en utrolig flot udvikling, som naturligvis skyldes mange forskellige indsatser - men først og fremmest det gode og brede samarbejde mellem politiet, SSP, Nivå Nu og Kokkedal på vej", siger Thomas Lykke Pedersen.

 

"Jeg hæfter mig især ved, at den langsigtede udvikling er så entydig positiv og går mod stadig lavere kriminalitet. Vi undgår nok aldrig, at kurven ét år pludselig går den forkerte vej, da der trods alt er tale om ret små tal, hvor nogle få hændelser kan skabe store procentvise udsving. Sådan skete det fx i både Kokkedal og Nivå i 2013 - men det var et udsving og heldigvis ikke en ny tendens, viser politiets opgørelse", siger Thomas Lykke Pedersen. 

 

Kommunens indsats mod kriminalitet spiller på flere strenge og har i flere år især haft fokus de særligt udsatte boligområder.  

 

Nye tiltag er fx, at kommunen i disse måneder i samarbejde med Nordsjællands Politi afholder i alt 9 møder for kommunens borgere om indbrudssikring og forebyggelse af tricktyverier. 

 

Derudover har et antal medarbejdere fra SSP-Opsøgende team, Center for Job og Uddannelse og Kokkedal Ungdomsklub netop fået uddannelse i forebyggelse af radikalisering og ekstremisme, og tre er uddannede som forældrecoaches.

 

Alle aktiviteter sker i forlængelse af Fredensborg Kommunes plan for en sammenhængende kriminalitetsforebyggende og tryghedsskabende indsats, som byrådet har vedtaget i oktober 2016. 

 

 
 
 
 
Kontaktinformation

Borgmester Thomas Lykke Pedersen (A), tlf. 25 29 19 42

Souschef, Center for Børn og Familie, Ole Månsson, tlf. 20 92 22 46

 
 
 
 
 
 
 

Fredensborg Kommune

Egevangen 3 B

2980 Kokkedal

Telefon: +45 72 56 50 00

fredensborg@fredensborg.dk

IMAGE