Pressemeddelelse
23. april 2018
 
 
 
 
 
 

Ny grundfortælling for Nivå skal udvikle byen

 
 
 
 

En kort og intens proces skal munde ud i en ny grundfortælling for Nivå og være afsæt for den konkrete udvikling af bymidten. Kommunen har netop valgt det rådgiverteam, som skal stå i spidsen for processen.

 
 
 
 

Fra maj og frem til sommerferien bliver borgere og partnere inviteret til en lang række aktiviteter i Nivå. Målet er at formulere en ny grundfortælling og en overordnet plan for udviklingen af Nivå Bymidte. Den proces skal rådgiverteamet Urland og Andel stå i spidsen for. 

 

"Det er afgørende for byrådet, at vi får en plan, som både borgerne og de mange parter i området kan se sig selv i og som bliver et realistisk grundlag for udviklingen af Nivå. Jeg ser derfor frem til, at rådgiverne går i gang", siger borgmester Thomas Lykke Pedersen.

 

I Realdania, som har valgt at støtte processen med udviklingen af Nivå, bakker man op om kommunens valg af rådgiver:

"Med rådgiverne Urland og Andel får vi et solidt team, der kan hjælpe os godt fra start. De mange gode tanker og idéer for områdets skal nu samles. Vi skal have et fast grundlag at stå på før vi kan få en robust plan for fremtidens Nivå Bymidte. Vi er kommet et godt skridt nærmere målet med valget af Urland og Andel", siger Björn Emil Härtel Jensen, projektchef i Realdania.

 

I KFI, som ejer Nivå Center, ser udviklingschef Klaus Cardél frem til at processen går i gang:
"Nivå har et fantastisk potentiale for en spændende udvikling, og det potentiale vil vi meget gerne bidrage til at realisere. Vi er derfor også glade for, at vi kan bidrage med midlertidige lokaler til et 'planværksted' i centeret". 

 

Mens udviklingen af bymidten står på skal der bl.a. indrettes et lokale i centeret, hvor borgere, partnere, rådgivere og politikere kan mødes og se og diskutere planerne for den nye bymidte. 
Generelt spiller inddragelsen af borgere og partnere en stor rolle i rådgivernes procesplan og det glæder Lars Simonsen:
"Vi skal give alle interesserede i alle aldre god mulighed for at spille ind med deres drømme og forhåbninger til den nye bymidte, så får vi størst mulig opbakning til den færdige plan", siger formanden for Plan,- Miljø- og Klimaudvalget. 

 

Kommende aktiviteter

I løbet af maj og juni sker der en række aktiviteter i forbindelse med udviklingen af Fremtidens Nivå Bymidte. Det præcise indhold og tidsplanen opdateres løbende på www.fredensborg.dk/ffk

 

Aktiviteterne omfatter:

  • Planværksted i Nivå Center
  • Udgivelse af podcast, som sætter fokus på borgernes drømme og ønsker for Fremtidens Nivå
  • Bymidte-happening, hvor man får en 'smagsprøve' på bylivet i Fremtidens Nivå Bymidte
  • Løbende møder med interessenter, råd, foreninger og grupper, som har lyst til at bidrage til udviklingen eller som har en særlig rolle i udviklingen af bymidten. 
     
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Borgmester Thomas Lykke Pedersen (A), tlf. 25 29 19 42

Udvalgsformand Lars Simonsen (B), tlf. 27 36 56 68

Projektchef Björn Emil Härtel Jensen, Realdania, tlf. 70 11 66 66

Udviklingschef Klaus Cardél, KFI, tlf. 39 18 26 00

 

 
 
 
 
 
 
 

Fredensborg Kommune

Egevangen 3 B

2980 Kokkedal

Telefon: +45 72 56 50 00

fredensborg@fredensborg.dk