Pressemeddelelse
28. februar 2019
 
 
 
 
 
 

Stærkt tværfagligt team skal rådgive byrådet om Fremtidens Nivå Bymidte

 
 
 
 

Med en ambitiøs udviklingsplan skal Nivå Bymidte frem mod 2030 forandres og forbedres som rammen om et levende og bæredygtigt byliv. Et stærkt tværfagligt rådgiverteam med ADEPT, CFBO og Everyday Studio skal udarbejde den strategiske byudviklingsplan og dermed udformningen af Fremtidens Nivå Bymidte. Realdania støtter arbejdet med udviklingsplanen. 

 
 
 
 
 
 
 
 

Et udklip fra en af de skitser i rådgiverteamets forslag, som illustrerer mulighederne for at udvikle Fremtidens Nivå Bymidte. 

 

Rådgiverteamet er valgt på baggrund af et EU-udbud, hvor i alt 16 team bød på prækvalifikationen, hvorfra tre team blev udvalgt til at udarbejde et egentligt tilbud.   
Rådgiverteamets tilbud byder på et visionært og fleksibelt forslag til Fremtidens Nivå Bymidte, der skaber et robust grundlag for den videre proces.

Forslaget viser en aktiv bymidte med et koncentreret byliv langs et centralt strøg, der kobler de vigtigste funktioner med hverdagsliv og handelsliv for at sikre tryghed, aktivitet og liv i øjenhøjde. Veldisponerede byrum og klare forbindelser skaber god sammenhæng med naturen og den eksisterende infrastruktur omkring bymidten. 

 

Forslaget lægger også vægt på at skabe en ny bymidte for alle. Et af omdrejningspunkterne i planen er et "Generationernes Hus" som samler ny skole, kulturhus, plejecenter og evt. svømmehal i bymidten. Forslaget skal nu i tæt dialog med de mange aktører i projektet og Nivås borgere udvikles til den egentlige strategiske byudviklingsplan. 

 

Stor politisk tilfredshed
I byrådet er der stor tilfredshed og mange forventninger til rådgiverne: 
"Der er mange hensyn og ønsker for den nye bymidte, der skal mødes og gå op i en højere enhed, før vi er i mål. Men vi er sikre på, at det valgte rådgiverteam med deres store erfaring fra en lang række vellykkede og visionære projekter er de helt rette til opgaven", siger borgmester Thomas Lykke Pedersen. 

 

"Det bliver en spændende proces, som vi håber rigtig mange nivåborgere vil deltage i, så vores rådgivere får det bedst tænkelige grundlag for at udarbejde den strategiske byudviklingsplan", siger Lars Simonsen, formand for Plan-, Miljø- og Klimaudvalget. 

 

Martin Laursen, der er partner hos ADEPT, ser frem til at komme i gang:
"Vi glæder os utroligt meget til at være en del af Nivås udvikling og ser et meget stort potentiale i at skabe nyt byliv i Nivå Bymidte og inddrage borgerne i en spændende proces".

 

ADEPT har stor erfaring fra byudviklingsprojekter i en lang række danske byer og i udlandet bl.a. Berlin, Hamborg og Stockholm. CFBO er eksperter i dialogprocesser og strategiske udviklingsplaner, der kan omsættes til lokalplaner og konkrete byggeprojekter, og Everyday Studio er kendt for stedsforankret udvikling samt samskabelse.   

 

De tre rådgivere har allieret sig med et ekspertpanel indenfor bl.a. trafik og klimatilpasning. Ekspertpanelet består af Envidan (vand), Trafikplan (trafik), BidDanmark (detailhandel) og Erik Arkitekter (Generationernes hus)

 

Realdania støtter udarbejdelsen af den strategiske byudviklingsplan, der skal vise vejen for, hvordan vi fremover kan skabe byliv og sammenhængskraft i en forstad som Nivå, og den skal styrke Nivås identitet og attraktion.  

 

Borgernes inviteres til at deltage i udviklingsprocessen gennem bl.a. tematiserede workshops og borgermøder, ligesom planværkstedet også vil være åbent på udvalgte tidspunkter i foråret, så borgerne løbende har mulighed for at følge processen og give deres besyv med. 

 

Nærmere information om processen mv. følger på Facebooksiden Vores Nivå og fredensborg.dk/ffk

 
 
 
 
Kontaktinformation

Borgmester Thomas Lykke Pedersen tlf. 25 29 19 42
Udvalgsformand Lars Simonsen tlf. 27 36 56 68
Partner i ADEPT Martin Laursen  tlf. 30 23 30 12

 
 
 
 
 
 
 

Fredensborg Kommune

Egevangen 3 B

2980 Kokkedal

Telefon: +45 72 56 50 00

fredensborg@fredensborg.dk