Pressemeddelelse
16. oktober 2017
 
 
 
 
 
 

Asminderød Kro har fuld fart på igen

 
 
 
 

Det går godt for Asminderød Kro med masser af selskaber, gæster i restauranten og udlejede værelser. Det er status efter fire år med hårdt arbejde, fortæller Carina og Niklas B. Nielsen. 

 
 
 
 
 
 
 
 

Carina og Niklas B. Nielsen (t.v.) sammen med Thomas Elgaard, Aage Andersen, Thomas Lykke Pedersen og Thomas Jürgensen, som besøgte den gamle kro forleden. 

 
 
 
 

Drømmen om at blive kroejere gik i opfyldelse, da Carina og Niklas B. Nielsen overtog den traditionsrige - men også nedslidte - Asminderød Kro for fire år siden. Siden da har parret lagt utallige arbejdstimer i at modernisere og udvikle den gamle kro, så den igen er tidssvarende og udfylder sin vante plads i byen. 

 

"Vi fik fra første dag en fantastisk modtagelse her i Fredensborg. Da vi indbød til åbningsreception kom der ca. 400 gæster - langt de fleste fra byen - og i løbet af få måneder havde vi 200 selskabet booket. Siden da er det bare gået stærkt", siger Carina B. Nielsen. 

Og netop selskaberne spiller en stor rolle, fortæller Niklas B. Nielsen:

"Vi oplever ofte, at vores gæster er kommet her gennem hele deres liv. Det er jo en fantastisk historie, når vi har gæster, som har fejret alt fra deres konfirmation til bryllup, sølvbryllup og endda også guldbryllup i vores festlokaler. Det giver os en ekstra glæde, at vi på den måde kan være med til at skrive deres historie". 

 

"Vi har løbende renoveret og udvidet kroen, så vi nu kan afvikle både store og små selskaber og samtidig tilbyde overnatning til gæsterne i nye værelser.  Vi bliver nok aldrig færdige, for det er et gammelt hus og vi har mange planer endnu", siger Niklas B. Nielsen, der med baggrund som elektriker fortsat også driver et mindre byggefirma, som pt. står for opførelsen af fire rækkehuse på et hjørne af kroens matrikel.  

 

Imponerende arbejde
"Det er et imponerende arbejde som Carina og Niklas har lagt i kroen, og det glæder mig virkelig, at de har fået succes med at drive den, så vi både bevarer et lokalhistorisk klenodie og en god kro", siger borgmester Thomas Lykke Pedersen, der besøgte kroen forleden sammen med repræsentanter for kommunens erhvervsliv. 

 

Kroens fremgang glæder også formand for Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget, Thomas Elgaard: 
"Det er godt for såvel Fredensborg by som hele kommunen, at vi kan give både borgere og virksomheder et lokalt tilbud af høj kvalitet. Da kroen samtidig er blevet en stor arbejdsplads, glæder det mig naturligvis også, at kroen har et godt samarbejde med kommunens jobcenter". 

 

Med på besøget var også Aage Andersen fra Fredensborg By Handelsforening  og Thomas Jürgensen, Humlebæk Erhvervsforening. 

 
 
 
 
Kontaktinformation

Borgmester Thomas Lykke Pedersen (A), tlf. 25 29 19 42

Udvalgsformand Thomas Elgaard (V), tlf. tlf. 21 69 75 02

 
 
 
 
 
 
 

Fredensborg Kommune

Egevangen 3 B

2980 Kokkedal

Telefon: +45 72 56 50 00

fredensborg@fredensborg.dk