Pressemeddelelse
15. marts 2017
 
 
 
 
 
 

Handicaprådet følger kommunens tilgængelighed for borgere med handicap tæt

 
 
 
 

Dialog om kommunens politikker og stort fokus på handicaptilgængelighed er blot nogle af de sager, som Handicaprådet har haft på dagsorden i løbet af 2016.

 
 
 
 

Indsatsen er beskrevet i Fredensborg Kommunes Handicapråds årsrapport for 2016, der netop er udkommet. Af beretningen kan man læse, at rådet i årets løb har arbejdet målrettet med indflydelse på kommunens serviceniveau, ligesom tilgængelighed har været et tilbagevendende fokusområde på handicaprådets møder.  

 

"Handicaprådet har både gennem dets høringssvar og de sager, der er taget op af egen drift, nøje fulgt kommunens serviceniveau på området gennem hele året. Det har været magtpåliggende for os, at sikre en løbende dialog med kommunen om indsatsen på handicapområdet og deres konsekvenser for borgernes hverdagsliv. Det er derfor også glædeligt at et af Handicaprådets formål - at fungere som et bindeled mellem borgerne og relevante aktører på området - til fulde er blevet opfyldt på møderne med livlige debatter og god plads til Handicaprådets perspektiver på udviklingen", siger formand for Handicaprådet og byrådsmedlem, Kristian Heegaard.

 

"Men vi har ikke kun talt om kommunens sociale indsats på rådets møder. Der har også været plads til aktiviteter i det fortsatte arbejde med tilgængelighed i kommunen, samt til uddeling af den årlige handicappris, der i år gik til Stig Langvad for hans mangeårige arbejde både internationalt og nationalt vedrørende forhold for mennesker med handicap", slutter Kristian Heegaard.

 

Årsrapporten viser, at Handicaprådet i 2016 afholdt ni møder og behandlet 33 sager, hvor der blandt andet er arbejdet med tilgængelighed i en række aspekter, høringer og retssikkerhed. Revision af handicappolitik, psykiatri- og misbrugspolitikken og sundhedspolitikken er andre af rådets sager, der har været behandlet på møderne gennem året. 


Handicaprådet rådgiver byråd og forvaltning i sager med handicapaspekt. Rådet består af 7 medlemmer fra Danske Handicaporganisationer og 7 medlemmer udpeget af byrådet.

Årsrapporten er vedhæftet.

 
 
 
 
Kontaktinformation

Kristian Heegaard (R), formand for Handicaprådet, tlf.: 22 44 22 89 
 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Fredensborg Kommune

Egevangen 3 B

2980 Kokkedal

Telefon: +45 72 56 50 00

fredensborg@fredensborg.dk

IMAGE