Pressemeddelelse
3. april 2018
 
 
 
 
 
 

Tusindvis af skræddersyede reoler kommer fra Humlebæk

 
 
 
 

Reoler A/S er en af Danmarks førende leverandører af skræddersyede totalløsninger på lagerreoler, pallereoler og dækreoler. Virksomheden var forleden vært for et møde med bl.a. borgmester og udvalgsformand.

 
 
 
 
 
 
 
 

Kommunens erhvervsdelegation på besøg hos Reoler A/S i Humlebæk. Fra venstre Thomas Jürgensen, Henrik Jacobsen, Jan Thorbjørn Nielsen, Lars Søndergaard og Thomas Lykke Pedersen.

 
 
 
 

Med mere end 40 år i branchen er det erfarne folk, der driver Reoler A/S, fortæller direktør Henrik Jacobsen. Virksomheden er i god gænge og har nu 14 ansatte på lønningslisten.
"Udover at vi altid bestræber os på at være på forkant med udviklingen på markedet, gør vi meget ud af at skabe en god arbejdsplads med et godt arbejdsmiljø og tryghed i ansættelsen. Dermed har vi med årene også lykkedes med at opbygge et rigtig godt hold af medarbejdere", siger Henrik Jacobsen.

 

Indtrykket af en god arbejdsplads glæder borgmester Thomas Lykke Pedersen:
"En kompetent og loyal medarbejderstab er ryggraden i alle velfungerende virksomheder, og det har jeg klart indtryk af også gælder for Reoler A/S, som formår at vokse og udvikle sig på et marked med hård konkurrence". 

 

Udvalgsformand Lars Søndergaard hæfter sig også ved, at et godt arbejdsmiljø og vækst går godt i spænd på Reoler A/S:
"Et godt eksempel er at virksomheden fx valgte at omskole en lagermedarbejder til indkøber, da han fik svære rygproblemer, så han kunne blive i virksomheden. Derudover glæder det mig, at virksomheden har købt bygningerne på Bakkegårdsvej og dermed tydeligt markerer, at de bliver i kommunen", siger formanden for Borgerservice-, Arbejdsmarked- og Erhvervsudvalget. 

 

På besøget deltog også Thomas Jürgensen, næstformand for Humlebæk Erhvervsforening.  
Fra Reoler A/S deltog direktør Henrik Jacobsen og key account manager Jan Thorbjørn Nielsen.

 
 
 
 
Kontaktinformation

Borgmester Thomas Lykke Pedersen (A), tlf. 25 29 19 42 
Udvalgsformand Lars Søndergaard (V), tlf. 22 24 98 27

 
 
 
 

Vedhæftede filer

Reoler.jpg
 
 
 
 
 
 
 

Fredensborg Kommune

Egevangen 3 B

2980 Kokkedal

Telefon: +45 72 56 50 00

fredensborg@fredensborg.dk