Pressemeddelelse
29. september 2017
 
 
 
 
 
 

Arkitekturens Dag i Humlebæk - for hele familien

 
 
 
 

Fredensborg Kommune inviterer til Arkitekturens Dag 2017 i Humlebæk den 7. oktober, og det markeres gennem en række gratis, familievenlige aktiviteter. Målet er at sætte fokus på Humlebæks særlige kvaliteter og formidle kommunens nye arkitekturpolitik til byens borgere. 

 
 
 
 
 
 
 
 

Den guidede cykeltur kommer forbi den smukke Humlebæk Havn. Foto: Karin Gottlieb

 
 
 
 

Fredensborg Kommune inviterer til Arkitekturens Dag 2017 i Humlebæk den 7. oktober, og det markeres gennem en række gratis, familievenlige aktiviteter. Målet er at sætte fokus på Humlebæks særlige kvaliteter og formidle kommunens nye arkitekturpolitik til byens borgere. 

 

"Som én af blot 35 kommuner i landet har Fredensborg Kommune udviklet en arkitekturpolitik. Politikken sætter fokus på værdien af arkitektonisk kvalitet i kommunen. Det skyldes, at det byggede miljø og den arkitektur, som omgiver os, i allerhøjeste grad vedrører alle og i sidste ende også vores livskvalitet. Det gælder ikke kun i det nære, men også når vi opholder os på vores skoler, biblioteker, grønne områder eller i sportshallen", siger Lars Simonsen, der er formand for Plan-, Miljø- og Klimaudvalget, og tilføjer: 

 

"Jeg håber at vi med de forskellige arrangementer og debatter i teltet foran stationen, kan få god arkitektur på dagsordenen og få en god snak om de særlige kvaliteter og steder, som kendetegner Humlebæk".

 

Arkitekturens Dag foregår i parkanlægget foran Humlebæk Station lørdag den 7. oktober kl 10-15.
 

Dagens program består af:

  • Telt i parkanlægget foran Humlebæk Station - ved siden af Søstrenes Loppemarked - hvor man kan komme forbi til gratis kaffe og kage og tale med politikere og arkitekter fra kommunen om arkitekturpolitikken
  • Oplæg om arkitekturpolitikken ved formand for Plan-, Miljø- og Klimaudvalget, Lars Simonsen
  • Humlebæk-quiz med et skrapt panel af lokale eksperter bestående af Bent Skov Larsen, formand for Lokalhistorisk Forening, John Hemming, fhv. borgmester i Fredensborg-Humlebæk Kommune og Frank Nielsen fra Kromosegaard i Dageløkke. Quizmaster er Rikke Forchhammer, forstander for Krogerup Højskole
  • Byvandring med fokus på jernbanens betydning for Humlebæks arkitektoniske udvikling ved Peter Heiberg fra Lokalhistorisk Forening
  • Guidet cykeltur i Humlebæk og omegn med oplæg forskellige steder
  • "Tegn dit særlige sted" - Familievenlig kunstworkshop ved kunstner Stine Juul
  • Familieomvisninger på Louisiana om Louisianas hemmelige steder (gratis for børn, voksne betaler entré)
  • Mini-huse byggeværksted i Louisiana Børnehus
     

Læs mere om tilmelding mv. på www.fredensborg.dk/arkitekturensdag

 
 
 
 
Kontaktinformation

Udvalgsformand Lars Simonsen (B) tlf. 27 36 56 68

 
 
 
 
 
 
 

Fredensborg Kommune

Egevangen 3 B

2980 Kokkedal

Telefon: +45 72 56 50 00

fredensborg@fredensborg.dk