Pressemeddelelse
31. januar 2018
 
 
 
 
 
 

Høj trivsel og gode karakterer på skolerne i Fredensborg Kommune 

 
 
 
 

Eleverne i Fredensborg Kommunes folkeskoler får flotte karakterer i deres afgangsprøver. Samtidig ligger deres trivsel markant over gennemsnittet for hele landet. 

 
 
 
 
 
 
 
 

De gode resultater for kommunens skoler fremgår af den nye kvalitetsrapport, som Børne- og Skoleudvalget behandler den 1. marts.

 

"Der er al mulig grund til at være godt tilfredse med vores seks folkeskoler og vores specialskole. De gør det godt hver især, selv om de har vidt forskellige betingelser", siger Per Frost Henriksen, formand for Børne- og Skoleudvalget. 

 

"Karaktergennemsnittet ligger på 7,7- og dermed igen et pænt stykke over landsgennemsnittet på 7,1. Når man dykker ned i tallene, glæder det mig at se, at alle skoler får flotte resultater, der spænder fra 7,3 til 8,0. Desuden formår skolerne igen i år at løfte eleverne fagligt over det niveau, man kan forvente, når man tager højde for elevernes socioøkonomiske baggrund, fx deres forældres uddannelsesniveau. Dermed bidrager vores skoler til, at flere unge - uanset deres sociale baggrund - kan tage en uddannelse og få et godt afsæt for deres voksenliv", siger Per Frost Henriksen.

 

Skolernes årelange arbejde med trivsel og antimobbeindsatser ser ud til at give resultater. Skolerne i Fredensborg Kommune har et af landets bedste trivselsresultater, hvor 46 pct. af eleverne samlet set giver udtryk for at være i den bedste trivselskategori, hvor det er 32 pct. på landsplan. Tilsvarende er blot 3 pct. af eleverne i den laveste trivselskategori, hvor det er 7 pct. på landsplan.

 

"Trivslen er måske det vigtigste, og jeg er derfor utrolig glad for, at det ser så godt ud på vores skoler. Hvis børnene ikke trives, kan det være svært at lære og udvikle sig på en god måde, så her ser vi nok en sammenhæng med de gode faglige resultater.
Jeg synes det vidner om, at vi har nogle meget dygtige lærere og pædagoger på vores skoler, der magter at give alle kommunens børn den undervisning, de har brug for, så det kan 'blive så gode som de kan', som der står i målene for folkeskolen", siger Per Frost Henriksen,  der ser frem til den videre dialog omkring de flotte resultater.

 

 
 
 
 
 

Trivsel

Samlet indikator. Fredensborg Kommune (øverste diagram) og hele landet, skoleår 2016/2017

 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Udvalgsformand Per Frost Henriksen (A), tlf. 25 13 62 99

Teamleder Lone Steensig, Center for Læring, Fritid og Sundhed, tlf. 61 69 05 30

 

 
 
 
 
 
 
 

Fredensborg Kommune

Egevangen 3 B

2980 Kokkedal

Telefon: +45 72 56 50 00

fredensborg@fredensborg.dk